Fake profiler
Af: Redaktionen
Internettet er generelt et slaraffenland for svindel og fupnumre – og datingsider er ingen undtagelse. Her findes nemlig et utal af brugere, der søger alt andet end en kæreste.
Er din kvindelige beundrer overdrevet kærlig allerede fra start? Og påstår din mandlige bejler, at han tjener styrtende med penge? Så er det måske allerede nu, at dine ’advarselslamper’ skal begynde at ringe. Såkaldte ’falske profiler’, hvor mænd og kvinder ikke har til hensigt at finde at en kæreste, men blot at få bekræftelse eller uforpligtende sex, er et stigende problem blandt datingportaler på nettet.
Profilerne bliver betegnet som ’falske’, fordi brugerne ikke har reelle hensigter. De er derfor ikke falske i den forstand, at de udgiver sig for at være en anden person eller slet ikke eksisterer. De er falske, fordi de spilder andre (seriøse) brugeres tid, der har en forventning om at møde en eventuel kæreste.
Forskel på snydepelse
De ’falske profiler’ kan variere i deres udtryksform, og derfor kan det selv for en garvet netdater være svært at gennemskue, om profilen er reel eller ej. Heldigvis findes der en række kendetegn for, hvordan man kan spotte både kvindelige og mandlige fupmagere på nettet. De kvindelige profiler går under betegnelsen ’fanklub profiler’, mens mændene kaldes ’player profiler’.
Hvad er en fanklub profil?
Fanklub profilen taler oftest til mandens seksualitet. Hun skriver for eksempel, at hun er frigjort, frisk og klar til at afprøve nye grænser gennem spontane oplevelser. Sproget er overromantiseret og leflende med henblik på at skrive det, som manden gerne vil høre. Typisk med klichéer som ’jeg kan godt lide lange ture i parken’, eller ’jeg leder efter en stor, stærk, flot og klog mand’. Hendes billede er typisk et opstillet modelbillede – og hun har sjældent mere end ét foto på sin profil. Hendes hensigt med profilen er, at hun søger virtuel bekræftelse.
Hvad er en player profil?
Player profilen er ofte skrevet ud fra, hvad personen bag tror, at kvinder gerne vil høre. Så udover at tjene masser af penge, tales der tit karikeret om, at dyrker han sport hver dag, hvor god han er til børn, og at han spiser økologisk. Han virker ofte enormt intelligent og betænksom i sine breve, men fortæller også historier, der er så fantastiske, at det måske er for godt til at være sandt. Hans billede signalerer ligesom teksten enormt overskud og selvværd. Typisk er det stærkt retoucheret, eller også er det slet ikke den samme person som i virkeligheden. Hans hensigt med profilen er, at han søger virtuel eller uforpligtende sex i det virkelige liv.
Lad dig ikke narre
Playeren og fanklub profilen tænker måske ikke videre over, at de spilder andre brugeres tid, når de opretter en ’falsk profil’. Men for dem, der skriver med fupmagerne, kan det være enormt frustrerende at blive udsat for. Det kan nemlig være noget af en skuffelse at finde ud af, at den, man gennem længere tid har skrevet med, viser sig at være alt andet end en mulig kæreste, men blot en plattenslager, der søger bekræftelse eller sex over nettet.
Bliver playeren eller fanklub profilen opdaget af administrator, vil de blive slettet med det samme. Desværre er det nemt at oprette en ny profil under et andet navn – og det betyder, at problemet er svært at udrydde fuldstændigt. Oven i det kommer, at mange brugere sommetider tilsidesætter deres sunde fornuft, når de dater over nettet, fordi de gerne vil tro, at personen er ægte. Det er derfor en god ide, at du ikke lader dig overvælde af den (positive) opmærksomhed, du måske får via et datingsite. Men at du netop er opmærksom på, hvad der kendetegner en ’falsk profil’, så du undgå at blive offer for deres tankeløshed.
Hvordan kender man en ’falsk profil’?
- De anvender ofte model-billeder, særligt dem med et amerikansk look, da disse sjældent kan genkendes i Danmark. Du kan eventuelt bede om at se et billede taget med vedkommendes mobiltelefon.
- 2. Profilerne anvender oftest ekstremt imødekommende beskrivelser, der går til sagen med det samme. Fanklub profilen (kvinden) ønsker for eksempel at blive skamrost for deres udseende, mens player profilen (manden) vil have gang i chat om sex.
- For at få så meget opmærksomhed som muligt, opretter profilerne sig som regel på mange datingsites med samme billede og tekst. Som tiden går opdages deres falske identitet, og nogle skriver om oplevelsen på deres blog eller Facebook. Hvis du er i tvivl, om en profil er ’falsk’, så forsøg eventuelt at google deres profilbeskrivelse eller nickname.
- Profilerne sender oftest deres e-mail adresse ud i første hilsen til dig. I stort set alle tilfælde anvender profilerne en e-mail tjeneste fra Yahoo, MSN eller OFIR.
- Profilerne henvender sig (og svarer) altid på de senere tidspunkter af døgnet. Player profilens henvendelse eller svar handler altid om, at det er dig, der skal starte med at fortælle en masse om dig selv. Fanklub profilens henvendelser handler altid om, at modtageren skal komplimentere deres profil billede(r).
Hvis 3 eller flere af ovenstående kendetegner din oplevelse med en profil, har du med stor sandsynlighed stiftet bekendtskab med en ’falsk profil’, det vil sige de såkaldte player- eller fanklub profiler.